Finder du ikke svaret på dit spørgsmål, så er du selvfølgelig velkommen til at kontakte os.

 

Hvad er Hele Vejen Rundt?

Hele Vejen Rundt er en idrætsforening baseret på frivillige kræfter, og alle med lyst til idræt, bevægelse og fællesskab er velkomne!

Hvad kan jeg lave i Hele Vejen Rundt?

Hele Vejen Rundt har mange forskellige holdaktiviteter i løbet af ugen, og nogle af de mest populære aktiviteter er Streetfit, Fodbold, Floorball, Svømning og Badminton. Du kan se den fulde holdoversigt i fanen Hold, hvor du også kan læse en holdbeskrivelse og se en video fra de forskellige hold.

Kan jeg bare møde op?

Ja! Du behøver ikke tilmelde dig Hele Vejen Rundts hold eller events. Alle med lyst til idræt, bevægelse og fællesskab er velkomne! Trænerne i Hele Vejen Rundt vil sørge for, at du bliver taget godt imod og introduceret til spillet og dine medspillere. Du kan se programmet og finde ud af, hvor holdene finder sted på Hele Vejen Rundts facebook side.

Hvad skal jeg have på?

Der er ingen særlige krav om træningstøj. Hop i noget tøj du har det godt i og som du kan bevæge dig i. Hvis du har indendørssko, kan du tage dem med.

Kan man klæde om? Gå i bad?

Du kan altid klæde om før og efter holdaktiviteter. Bare mød op i god tid, så du er klar, når holdet begynder. Du kan altid ringe eller tage fat i træneren, hvis du ikke ved, hvor du kan klæde om henne. Trænerens navn og telefonnummer står på holdopslaget på Facebook.

Skal man have trænet før?

Nej! Du behøver ikke have trænet før. I Hele Vejen Rundt er der plads til alle niveauer. Det handler om at bevæge sig og være sammen om idrætten.

Hvor foregår holdene henne?

Du kan se programmet og hvor holdene finder sted på Hele Vejen Rundts facebook side. faceikon32

Hvem kan blive træner/instruktør?

Hele Vejen Rundt er drevet af frivillige kræfter. Frivillige og unge, med stort drive og interesse for en sport samt overblik, kan blive hjælpetræner og instruktør i Hele Vejen Rundt.

Hvad har Hele Vejen Rundt med Idrætsprojektet at gøre?

Hele Vejen Rundt og Idrætprojektet har et meget tæt samarbejde, og deler samme fundamentale værdigrundlag. Mange af Hele Vejen Rundts frivillige trænere arbejder også i Idrætsprojektet, men det er vigtigt at ligge vægt på, at Idrætsprojektet er en indsats i Københavns Kommune, hvorimod Hele Vejen Rundt er en idrætsforening for alle.